19. Vrang
En skulptur der symboliserer samfundets vrangside.
Skulpturen er bygget op omkring et fuglebur i svejset metal. I og omkring buret bevæger sig et slangelignende væsen, som er sammensat af stykker af egetræsbjælker fra en gammel købmandsgård i Aarhus. I buret hænger der elementer af tekstil, reb, strik som er støbt i beton. De unge har sat deres personlige præg på værket med egne aftryk, former og tekstiler. I skulpturen mødes modsætninger: det hårde og det bløde, det frie og det indespærrede, det sårbare og det stærke.
Ideen er at skabe en sanselig og tankevækkende skulptur. Forbipasserende inviteres til at stoppe op og måske gå ind i installationen og opleve værket indefra. Installationens organiske former og kontrasten mellem de bløde og hårde materialer giver området et poetisk og levende udtryk, som på en gang inviterer til interaktion og giver stof til eftertanke.
Ordet vrang rummer flere betydninger, afhængig af den sammenhæng det bruges i. Vrang kan referere til en mørkere eller mindre accepteret side af livet eller samfundet.
De unge i Opgang2 siger for eksempel: ”Mange af os lever med forskellige sårbarheder og udfordringer. Derfor kan vi nogle gange føle os som mennesker, der befinder sig på samfundets vrangside. Skulpturen kommer jo til at stå på Vestereng, og vi kan godt lide tanken om den sproglige kobling til “VesterVrang”.”
Værket er udført af Opgang2 i samarbejde med PERAS Ark og Byg og Hadsten Smede.
Foto: Tina Seerup