ImperfectCityxKulturmødet Mors
Kulturmøde Mors inviterede igen i år kunstnere, meningsdannere, beslutningstagere og borgere til samtaler om kunst og kultur. Tematiske nedslagspunkter for dette års kulturmøde var: demokrati, forandringskraft, opbrud, kunstnerliv, fremtid og forretning.
Aarhus Kommune var godt repræsenteret på Kulturmødet. Kultur og Borgerservice havde fået tildelt scenen Lysskoven, hvorfra inspirerende debatter, workshops, talks og oplæg på skift afløste hinanden.
Fra ImperfectCity deltog Anne Marie Frederiksen i workshoppen At Bygge En By sammen med Camilla Aneto Olesen fra byudviklingsprojektet European Youth Capital 2030 – Aarhus Candidate. Lene Øster, leder af Kultursekretariatet Aarhus Kommune, var moderator for samtalen. Et centralt omdrejningspunkt var de unge og udviklingen af meningsfulde fællesskaber, hvor kunst og kultur spiller en afgørende rolle.
Spørgsmål om hvordan man bygger en by med plads til alle og hvordan unges stemmer aktivt inddrages i processen, engagerede det fremmødte publikum til en livlig debat om fælles fremtid og samfundsudvikling.