Cirkulære dage med bæredygtig energi i Domen
Tirsdag d. 2. september 2025 summede Domen af kreativitet, samarbejde og cirkulær energi, da Skejby Rangers sammen med en række grønne aktører inviterede til upcycling-workshop i anledning af Aarhus Festuge og Domens Cirkulære Dage.
Skejby Rangers havde rykket deres værksted og systue ud af Bunkeren og ned til Domen for at vise, hvordan brugte kontormøbler kan få nyt liv gennem ompolstring og upcycling. Det var et arrangement der tiltrak sig stor interesse og fremmøde, og hvor vi i fællesskab viste, hvordan affald kan blive til ressourcer, og hvordan cirkulær tænkning kan omsættes til konkret handling.
Rundt omkring i Domen summede det af aktivitet:
- Røde Kors trak mange nysgerrige forbi deres pop-up-genbrugsbutik og inviterede senere til workshoppen Fra Kluns til Klud, hvor ødelagt tøj blev forvandlet til klude.
- Repair Festival havde taget deres mobile reparationsværksted med og udfordrede både børn og voksne til at reparere, quizze og konkurrere i reparation.
- Øens Madhus delte smagsprøver ud og inspirerede med tips til at mindske madspild i hverdagen.
- Bunker-væverne viste, hvordan selv små garnrester kan blive til smukke og holdbare viskestykker.
- FGU Aarhus lod kreativiteten blomstre, da konservesdåser blev forvandlet til personlige karseholdere – et hit blandt både store og små.
Dagen var præget af travle hænder, gode cirkulære snakke og masser af inspiration til at tænke og handle mere bæredygtigt.